Live chat 89 88 59 80
Patientvejledningen sidder klar: Man-Fre 10:00-19:00
  • Privat og fortrolig serviceDiskret pakke og betaling
  • Original og godkendt medicinfra vores apotek i England
  • Ingen skjulte omkostningerRecept og levering er inkluderet
  • Dag-til-dag leveringVed bestilling inden kl. 17

Hårtab og stress

Der kan være mange grunde til, at man lider af hårtab. Graviditet, overgangsalder, genetik, kost og flere andre ting kan have indflydelse på hårets sundhed og dets naturlige cyklus. Stress er også en af disse grunde, og begynder man meget pludseligt at tabe håret, kan dette sagtens være grunden. Læs mere om sammenhængen mellem stress og hårtab samt hvordan dette kan behandles i denne artikel.

Hårets cyklus

For at kunne forstå, hvordan hårtab fungerer, er det vigtigt at kende til hårets naturlige cyklus. Denne består af tre faser, den anagene, katagene og telogene fase, og det er normalt forstyrrelser i hårets naturlige cyklus, som resulterer i hårtab.

Den anagene fase kaldes også for vækstfasen. Det er i denne fase, hårsækken producerer nye celler og håret vokser aktivt. Vækstfasen varer normalt mellem to og seks år. I løbet af denne tid, vokser håret normalt omkring 1 cm per 28 dage.

Den katagene fase kendes også som regressionsfasen. Dette er en overgangsfase, som varer mellem to og tre uger. I løbet af denne fase, dør de celler, der skaber håret, som holder op med at gro og løsnes fra hårsækken.

Den telogene fase er den tredje og sidste fase i hårets cyklus. Den kaldes også for hvilefasen. Denne fase varer omkring 100 dage, hvor hårsækken går i hi og altså ikke producerer nyt hår. Det hår, som allerede sidder i hårsækken er gået løs i den forrige fase og vil eventuelt enten falde ud eller blive skubbet ud af et nyt hår efter de 100 dage er gået.

Hårets cyklus

Kan stress virkelig resultere i hårtab?

Der er stadig diskussioner om, hvorvidt stress rent faktisk kan være skyld i, at man taber håret. Generelt er der enighed om, at stress er en klar faktor i forhold til hårtab, men man diskuterer stadig om både fysisk og mentalt stress kan provokere en ændring i hårets cyklus, og hvilket niveau af stress, der provokerer det. Har man for eksempel en normal, stresset hverdag, vil dette normalt ikke kunne provokere et hårtab, da der skal mere svær stress til. En chokerende oplevelse eller langvarig svær stress, såsom ved et dødsfald, en skilsmisse eller lignende vil ofte være nok til at kunne sætte gang i et hårtab. Dette vil ofte skyldes, at den psykiske stress gør personen ude af stand til at sove godt om natten, spise ordentligt osv., hvilket kan ændre kroppens naturlige balance. En anden faktor er den fysiske stress, altså det pres, der ligges på kroppen. Dette kan også i høj grad resultere i hårtab, og kan for eksempel skyldes svær sygdom, en stor operation, en meget striks kalorielet diæt, et stort kostskifte eller lave østrogenniveauer efter en fødsel.

Har man en normal stresset hverdag, vil dette altså almindeligvis ikke være nok til at resultere i hårtab. Oplever man et mærkbart og pludseligt hårtab, bør man dog altid kontakte en læge, da det absolut ikke er normalt. Ofte er hårtab kun et symptom på en underliggende sygdom eller tilstand, hvorfor det er vigtigt at få afklaret, hvad grunden til hårtabet er.

Hvordan ved man, om hårtab skyldes stress?

Som nævnt ovenfor, kan der være mange grunde til hårtab, og samtidig findes der en del forskellige former for hårtab, som har forskellige årsager og symptomer. Derfor er det yderst vigtigt at tale med en læge om sine symptomer for at klargøre, hvilken form for hårtab, man lider af. Der findes tre typer af hårtab, som kan sættes i forbindelse med et højt stressniveau:

Telogen effluvium

Denne tilstand kan opstå, når man er under stort pres. Den store mængde stress bevirker, at en stor del af hårsækkene unaturligt går over i hvilefasen på trods af, at de måske er midt i den aktive fase. Dette bevirker at man indenfor et par måneder vil kunne se resultaterne af dette, da de påvirkede hårstrå begynder at falde ud når man reder håret igennem eller vasker det.

Trichotillomani

Som navnet udtrykker, er dette en form for mani, hvor man ikke kan lade være med at hive håret ud fra hovedbunden, øjenbrynene og andre steder på kroppen. Det at hive sit eget hår ud, kan være en måde at håndtere negative og ubehagelige følelser, såsom stress, ensomhed, frustration og kedsomhed.

Alopecia areata

Det menes, at der kan være forskellige årsager til denne tilstand, hvoraf en af disse kan være svær stress. Ved alopecia areata er det kroppens eget immunsystem som begynder at angribe hårsækkene, da den ikke kan genkende dem og ser dem som fremmedlegemer. Dette resulterer i, at hårsækkene "lukkes ned," hvilket fører til hårtab.

På grund af hårets naturlige cyklus, kan det i visse tilfælde være svært at finde ud af, hvad årsagen til hårtab er. Dette skyldes, at når man oplever et hårtab, skal man normalt gå mellem tre og seks måneder tilbage i tiden for at finde årsagen. Oplever man et hårtab, bør man altså nøje gennemgå det sidste halve år af sit liv for at se, om der har været en periode med ekstrem fysisk eller mental stress som kan have fremprovokeret hårtabet.

Er hårtab grundet stress permanent?

Hårtab, som skyldes stress, er ikke nødvendigvis permanent, men kan godt blive det hvis ikke man passer på sig selv. Oplever man pludselig at tabe mere hår end normalt når man børster eller vasker håret eller oplever man, at man taber hår i store mængder, er det derfor vigtigt at kontakte en læge. Denne kan undersøge symptomerne bag hårtabet og fastslå, om det skyldes stress eller en anden underliggende sygdom. Lægen vil dermed kunne give behandling både til den sygdom, som er årsag til, at man taber håret og til selve hårtabet.

Hvordan behandler man stressfremkaldt hårtab?

For effektivt at behandle hårtab grundet stress, er det meget vigtigt, at man selv aktivt tager del i behandlingen. I mange tilfælde vil en læge kunne hjælpe med eventuelt at finde den rette form for behandling i form af en creme eller andet, som kan hjælpe med at fremme hårvæksten. Samtidig er der dog en del, man selv kan gøre for at bekæmpe den stress, der er skyld i ens hårtab.

Motion og afslapning

Er man stresset giver man ofte ikke sig selv tid til rigtig at slappe af og nyde nuet. Derfor kan det være en god idé at begynde at sætte et fast tidspunkt af en til to gange om ugen til at motionere. Motion udløser endorfiner, som giver en følelse af tilfredshed. Samtidig kan motion såsom yoga og pilates få kroppen til at slappe ekstra af. Det er også en god idé at få en massage eller tage et langt varmt bad uden at skynde sig. Dette hjælper også til, at man slapper af i sind og krop. Oplever man en stressende situation, bør man prøve at huske på at trække vejret dybt og spørge sig selv, om det virkelig er så vigtigt, at det er værd at tabe håret over.

Kost

Et andet element, som kan have indflydelse på hårtab, er kosten. Jern og protein er to af hårets vigtigste byggeklodser, men også zink og selenium er vigtige, bl.a. fordi denne sidste hjælper med optagelsen af jern og protein i håret. Derfor bør man fokusere på at spise meget fuldkorn og bladgrønt for at få nok af disse vitaminer og proteiner. Hvis man synes, det er svært at ændre sin kost, er der også rig mulighed for at tage kosttilskud, som kan hjælpe med at dække en eventuel mangel på vitaminer.

Som en sidste kommentar vil vi igen understrege vigtigheden af, at kontakte en læge hvis man oplever et pludseligt eller svært hårtab uden nogen synlig grund. Normalt er hårtab et symptom på en underliggende sygdom, og jo hurtigere man finder denne, des hurtigere kan den behandles. Samtidig vil en hurtig reaktion give større chance for, at man vil kunne normalisere sin hårvækst indenfor relativt kort tid.


Kilder


Vælg
behandling
Udfyld kort skriftlig konsultation
Lægen udskriver recept
Apotek sender behandlingen